Hjemmepasning og ligestilling

Hjemme hos os er vi et hold og nogle gange så betyder det lidt ligesom på fodboldbanen at man ikke selv får lov til at score alle mål. Men alle har del i sejre og nederlag.

 

Det er egentlig ikke et emne som har fyldt særlig meget hos mig.

Ej heller et emne som jeg har givet en masse tanker førend at jeg begyndte at blande mig i den offentlige debat.

Først da der var nogle velmenende kvinder som var bekymrede for min hierarkiske plads og økonomi, at jeg begyndte at tænke over det.

 

Nu var jeg jo nærmest en husslave og sparket 100 år tilbage, ligestillingsmæssigt.

 

Min umiddelbare tanke er, sikke noget vås.

Men disse kvinder der bekymrer sig om det, gør det af et godt hjerte og jeg vil rigtig gerne komme med et uddybet svar.

 

For det første synes jeg at man skal anerkende, at langt de fleste parforhold i Danmark anno 2019 er bygget på gensidig kærlighed, respekt og oftest fælles værdier.

Jeg er udmærket klar over at det ikke forholder sig sådan hele vejen rundt, ellers ville krisecentre være overflødige.

Gid de var, men godt at de er dér.

 

Fordi at langt de fleste forhold netop ikke er bygget på tvang af den ene og anden slags, så må man antage at parterne har nogenlunde samme status.

Den som har det sidste ord er skiftende i de fleste forhold, er min erfaring, det varierer både ud fra overskud og hvilken beslutning som skal tages.

 

Det er også min erfaring at det er tilfældet i parforhold hvor børnene bliver passet hjemme.

Jeg oplever på ingen måde at de hjemmepassende kvinder jeg møder, er undertrykte eller presset til at være hjemme med deres børn.

Dét med at være sammen med sine børn kommer af egen drift.

Tværtimod så er det gerne os mødre som styrer showet, så at sige.

Da det er os langt hen af vejen som har nedarvet kompetencerne til at holde sådan en landsby kørende.

 

Min mand er fantastisk, han er kærlig og hjælpsom og ikke mindst en rigtig god forældre.

Jeg kunne ikke ønske mig en bedre livspartner.

Han er god til at leve og indleve sig på børnenes præmisser og han er samtidig en god underviser.

Men han er en mand og derfor trives han egentlig bedst med få eller kun en enkelt opgave af gangen.

Og han prioriterer meget anderledes end jeg gør, det tror jeg er rigtig godt for os som partnere, men også for vores børn at opleve hvordan man samarbejder med forskellige indgangsvinkler. Nok om det.

 

Jeg mener at vi lever en i en tid, hvor vi desværre benægter vores biologi.

At vi i ligestillingens navn forsøger at udglatte og efter min mening negligerer de fine og naturlige forskelle som der nu engang er på mænd og kvinder.

 

Kvinder har generelt stærkere sociale kompetencer.

Det er kompetencer som er biologisk nedarvet.

Jeg oplever det oftest er kvinder som ønsker at tage børnene hjem.

Måske fordi at vi biologisk og socialt har bedre øje/mere brug for nærværet.

Jeg tænker at det er samme grund til at der er langt flere kvinder repræsenteret inden for omsorgsfag, fordi de ligger vores natur nært.

 

Fordi vi reagerer instinktivt anderledes end mænd på børnenes adfærd og behov.

Fordi at der er et særligt og unikt bånd mellem en mor og hendes børn.

 

Jeg ser også konstellationer hvor at forældrene arbejder 50/50 eller kvinderne er selvstændige ved siden af.

Men ja mændene arbejder også, da nogen jo skal skaffe til det daglige brød.

Jeg oplever dog ikke at det er noget som nogle kvinder er presset til, hverken på den ene eller anden måde.

 

Tværtimod møder jeg stolte kvinder som godt ved at de ikke er mindre værd, fordi de for en periode vælger at prioritere et familieliv bygget på deres idealer, frem for et arbejdsliv uden for hjemmet som mere er bygget på samfundets normer.

 

Så er dér det økonomiske aspekt.

 

Nej jeg kommer ikke til at have samme pension som min mand, det kan jeg sagtens regne ud.

Jeg går heller ikke rundt med antagelse om at vi på noget tidspunkt skal skilles, så ligesom at vi lever for lidt nu, så må vi også leve for lidt til den tid.

Jeg vil dog gerne understrege at godt personligt var klar over at jeg måske kommer til at stå økonomisk dårligere i min alderdom.

Det kunne også være en løsning at når jeg, før eller siden vender tilbage til arbejdsmarkedet, simpelthen sætter en langt større pose penge af til pension.

Jeg er ikke i tvivl om at uanset hvad, så deler vi i porten, min mand og jeg.

 

For det her er ikke et soloprojekt, men en familiekonstellation som har dybe rødder i vores fælles værdier.

 

Jeg er muligvis ikke ligestillet i samfundets øjne, men jeg er på alle måder ligeværdig og det er mere værd for mig.

 

 

 

 

 

Derfor er her stille

 

 

 

 

Hej med dig og tak fordi at du følger med her.

Lige nu sker der rigtig meget herhjemme, mere end jeg umiddelbart har kan finde tid til at nedfælde her.

Men vi har husrenovation, masser af dyr og børn som er i fuld proces og det samme er vi voksne.

Vi bruger meget tid på at nørde livet, biologien, følelser og meningsfuldhed.

Jeg er ikke stoppet med at skrive her, der går bare længere imellem.

Jeg lover at jeg kommer tilbage med masser af kant og kærlighed.

Og med lange indlæg, for dem kan jeg bedst lide.

Men lige nu er jeg fordybet i hverdagen og livet.

Hvis du dog gerne vil følge med I hvad jeg render og laver, de tanker jeg går og gør mig, så skal du gå ind og følge mig på min instagram profil som hedder frabypigetilbonderøv eller på min Facebook side som hedder det samme.

Skriv hvis du ikke kan finde mig.

Der kommer snart mere fra mig, jeg er ikke stoppet.

Jeg er igang med at lære og hold nu op hvor er det dejligt.

 

 

Det er os forældre som har brug for opdragelse

Jeg mener at vi som forældre skal begynde at sadle om. Lave et forældre oprør og være den første generation som lytter til børnene. Ikke flytte alle forhindringer eller føje alle ønsker. Men vi skal lytte, så næste generation er bedre rustet til voksenlivet end vi er.

 

Jeg har gået og tænkt en del om over childism, et nyt ord som er dukket op.

 

Jeg konflikter personligt med at sidestille børn med voksne

Hvorfor?

Fordi at menneskers hjerner ikke er færdigudviklet før de er omkring 20-22 år.

Først da er vi klar til at udregne handling og konsekvens. Dette kræver naturligvis også øvelse. 

Derfor mener jeg at det er problematisk at sidestille børn og voksne, da børn er børn og derfor ikke kan eller må stilles til regnskab for deres handlinger i samme grad. 

Mange som taler attachment parenting og childism har også fat i noget helt essentielt. Noget som vi er nødt til at forholde os til, for den måde som vi taler til og om børn er tit noget du ville blive stillet til regnskab for, hvis du gjorde det mod en voksen.

 

For jeg oplever at vores forældres generation står ved en skillevej. 

Vi er kommet så langt at det ikke længere er acceptabelt og lovligt at yde vold mod børn. 

Statistikken viser dog at det stadig er ret almindeligt at lige omkring 50% har taget for hårdt fat i vores børn eller slået dem. 

 

Dette sker dog sjældent i ondskab, men i afmagt og frustration, måske endda i frygt hvis barnet har sat sig i en farlig position og man er nødt til at “hive” det væk. Hvis den slags tæller med hører jeg også under disse 50%. Ikke fordi at jeg har ønsket at gøre mit barn ondt, tværtimod har mit ønske været at beskytte det.

Jeg er ikke ude på at legitimere vold imod børn. 

Jeg vil dog rigtig gerne italesætte at det er en frustration som rigtig mange oplever, jeg vil måske endda påstå flere end statistikken afslører. 

 

Jeg tror ikke at vi kommer fysisk eller psykisk vold til livs ved at udskamme forældrene. 

Ved at fortælle dem hvor frygtelige de er og at de ødelægger børnene. 

Ej heller ved at fortælle dem at de er monstre.

 

Vi skal huske hvor vi kommer fra og det er ikke mange generationer, hos nogen nok kun én, siden at man havde en holdning om at børn skal ses og ikke høres og børn skulle “sættes på plads” 

 

I virkeligheden oplever jeg det stadig og ret ofte. 

Vi kommer rigtig mange forskellige steder, biblioteker, museer, legepladser osv. 

Og det blik jeg ser især i mødrenes øjne når jeg fortæller dem at ungerne er hjemme på fuld tid. 

Det er svært at beskrive. Men disse ord falder ofte “det kunne jeg ikke” “jeg ville blive sindssyg” “tænk at du orker” 

Jeg møder dagplejemødre eller pædagoger som taler meget hårdt til små børn på et år, som tydeligvis er ulykkelige over et eller andet. 

“gider du godt stoppe med at skabe dig” “du ødelægger det hele for de andre” “tag dig sammen” “hvis du ikke stopper nu så….” “du opfører dig som et pattebarn”

Alle disse ovennævnte sætninger hører jeg også forældre sige, det har jeg sågar også selv sagt. Jeg forsøger at lade være og har fundet andre og mere effektive måder at kommunikere med mine børn på. 

Nogle voksne taler om en magtkamp, børn og voksne imellem. 

Det forstår jeg godt, vi er flokdyr os mennesker og vi har indbyrdes hierarkier. 

Så derfor giver det god mening at når den voksne føler afmagt at man så kobler det sammen at magten ligger hos den anden part, når den voksne ikke føler at den er hos ham/hende.

Jeg tror dog ikke at vi voksne behøver at frygte mytteri fra børnenes side, børnene ved godt hvem der har magten. Børn ønsker at samarbejde, det betyder ikke at de vil føje dit mindste vink, men som udgangspunkt vil de bare gerne gøre dig glad.

 

Børnene som vi har sat i verden, vores “guld” og hvad de ellers bliver beskrevet er åbenbart så larmende, vilde, irriterende, provokerende, opmærksomhedskrævende at vi simpelthen ikke kan holde ud at være sammen med dem. 

Forældre som allerede lørdag aften glæder sig til at børnehaven åbner igen på mandag. 

Forældre som har fået mere end rigeligt når vi når til den 27. December i juleferien. 

Forældre der ser frem til at de 3 ugers ferie med ungerne i løbet af sommeren er slut. 

 

Vi behandler og taler om børnene også i deres påhør som et tikkende bombe. 

 

Som i åhhhh, så er det mig der har den! 

 

Jeg ved ikke om det er et levn fra kvindefrigørelsen og institutionaliseringen at man bliver vanvittig af at gå hjemme/bruge meget tid med sine børn.

For det gør man højst sandsynligt hvis man samtidig formår at isolere sig.

Man bliver også vanvittig hvis man blot isolerer sig og måske er det mere det som er den afgørende faktor.

Jeg tænker også tit at måske er det så svært at være sammen med vores børn, fordi at vi netop er så lidt sammen med dem generelt. 

Sådan at måden vi taler om børnene på er en overlevelsesstrategi for at kunne bære at være så meget adskilt fra vores afkom, en måde at distancerer sig på.

 

I den forbindelse mener jeg helt klart at vi som en generation af forældre med fri adgang til viden også om børn, ærlig talt bør hanke op i os selv. 

Måske det ville være gavnligt at man satte sig ned og mindes den måde man selv blev talt til og om hvad det fik én til at føle. 

Hvornår var det fedest at være barn?

Mine forældre havde ikke mange redskaber i forældre værktøjskassen. De gjorde det bedste de kunne med det de havde (og jeg er taknemmelig for den jeg er i dag) ligesom alle andre forældre alle dage har gjort.  

Men jeg husker især en uges ferie i sverige, hvor vi 4 mennesker boede i en gammel campingvogn på en campingplads uden legefaciliteter. Vi spillede spil og fiskede og fortalte historier. Vi var sammen uden forstyrrelser og derfor tror jeg at det er et af mine bedste barndomsminder.

 

Jeg er ikke sikker på om jeg synes det er en god ide at sidestille børn og voksne, idet jeg er bange for om nogle børn vil føle et stort medansvar og derved blive voksenbørn.

Dog mener jeg at vi skal forsøge at benytte os af alt den viden som er kommet til om udvikling og selvværd. Give børnene en stemme, respektere deres mening, men ikke nødvendigvis give dem deres vilje, hvis al fornuft taler imod. 

Deraf titlen FOR ÆLDRE, vi er de ældre og mere erfarne som skal guide, støtte og beskytte vores børn.

Vi skal i samtale og omgang behandle dem ligeværdigt.

 

Jeg er ikke tilhænger af nogen bestemt opdragelsesstil. 

Jeg har forsøgt at handle udfra hvad jeg selv har fundet passende og tilpasser og udvikler løbende med børnenes og min udvikling.

Jeg har virkelig gjort en dyd ud af ikke at læse bøger om børn, men at navigere ud fra mine instinkter og så indimellem supplerer op med viden fra folk som er mere kyndige end jeg (jeg er trods alt kun menneske med internet adgang).

En god tommelfingerregel er, lad være med at tale til dit barn eller nogen børn, for den sags skyld, på en måde som ville gøre en voksen såret eller vred hvis du talte på samme måde til dem. 

Det er dog ikke ensbetydende med at du skal tale til dit barn som til en voksen, børn har ikke brug for at vide at Birgit på kontoret er blevet tyk eller at du synes at du synes jeres nabo er en idiot. Lad dem leve mad hukommelsen om at Birgit altid har et stykke slik, når man er med på arbejde og at naboen er fjollet. 

Det er ikke at curle. 

Børn skal have lov til at være børn, alt det andet har de resten af livet til. 

Jeg har også udviklet mig i mit job som forælder, jeg har heller ikke lært det helt endnu, men jeg øver mig hver dag.

Forælder rollen er nemlig ikke noget man bliver klar til, men et job man vokser med. 

 

Mere om Socialisering

Dette er Elisabeth og Nora. De mødte hinanden første gang for 4 år siden og siden da måske én gang om året. Alligevel leger de sammen hver gang som var de tætte veninder. Socialisering er nemlig noget som opstår hver gang 2 mennesker møder hinanden, det behøver ikke forceres.

Jeg bliver ved med at opleve spørgsmål om hjemmebørn, socialisering og sociale kompetencer.

Socialisering er næsten med garanti det første spørgsmål som jeg bliver mødt af, når jeg fortæller at vores børn ikke går i institutioner.

Jeg har i forvejen lavet 2 blogindlæg dedikeret til dette emne, hvori jeg beskriver sådan cirka hvordan vores uger ser ud.

Jeg har et andet syn på det, der er kendt som socialisering.

Så derfor laver jeg dette skriv med mere uddybende tanker omkring det.

 

 

 

Hvorfor overhovedet tage børnene hjem?

 

Mit svar bliver jo nok desværre et spørgsmål, hvorfor ikke gøre det?

Hvorfor spille jeopardy med “dit guld”? Danskerne er nok den mest tillidsfulde nation når det kommer til det offentlige, egentlig ved vi jo godt at der findes mange uløste problematikker, vi kender jo alle sammen én hvis mormor har ligget 6 timer i sit eget pis eller børn der bliver hentet og der er indtørret afføring i bleen, eller blå mærker på kroppen uden nogen forklaring,et barn der beretter om at ingen vil lege med det, at pædagogen undskylder med at det er en fase.

Bevares,mine børn møder også ofte børn som måske ikke lige gider at lege, men ikke hver dag i samme lokale 6-10 timer og det er jo der at noget af det begynder at synke ind.

 

Vores børn får tudet ørerne fulde af at vi alle sammen skal støtte op om fællesskabet og gøre plads til hinanden.

Men hvad med de børn som ikke har noget til fælles med de andre.

Altså de børn som ikke har noget fællesskab med dem de tilbringer mest tid med.

 

Forestil dig din arbejdsplads og din værste kollega, du ved den person som går dig allermest på nerverne, måske gør denne person dig ligefrem nervøs.

Nu vælger din leder at I 2 da lige skal se at blive rystet sammen, det vil virkelig gavne fællesskabet på arbejdspladsen.

Hvis du har lært at være tro mod dig selv, ville du måske finde modet til at sige, “det lyder spændende, men det har jeg virkelig ikke lyst til, jeg synes du skal finde en anden”.

Men det har vi bare ikke, for det ville jo ekskludere dig fra fællesskabet og din biologi vil fortælle dig at det vil nedsætte dine overlevelsesmuligheder.

De erfaringer som du lige fra din spædeste tid i institutioner har lært er, at her skal være plads til alle og faktisk især til det barn som tyranniserer alle de andre, for det barn har det særligt svært derhjemme.

 

Min pointe er at vi bliver glade af fællesskab, når det foregår frivilligt og opstår af fælles interesser, dér anerkender jeg fuldt ud fællesskabets glæder og gaver.

 

Men når det foregår under tvang, mener jeg at det kan være direkte identitets undergravende og så er det faktisk ligegyldigt om det er dig selv som siger “pyt, måske kommer der noget godt ud af det. Jeg har også læst at det er udviklende at træde ud af min comfortzone”

Og det er det uden tvivl, jeg mener bare at der er en stor forskel på at udfordre sine kompetencer, samarbejdsevner og værdier. Jeg mener at det foregår bedst på eget initiativ og af egen nysgerrighed.

Det er også fint at få et kærligt skub i en anden retning end man plejer af en person man føler sig tryg ved.

Men det er ikke det samme der foregår når en 3. part af autoritet beslutter hvem du skal arbejde/lege med.

 

Man hverken kan eller skal være venner med alle.

 

Nogen vil mene at det er pisse asocialt og egoistisk at se sådan på det, det har jeg i hvert tilfælde hørt indtil flere gange.

Sagen er bare den, at du kan gøre hvad du mener er rigtigt for dit barn, jeg gør hvad jeg mener er rigtigt for mit.

Og jeg synes ikke det er farligt at lære mine barn at mærke efter hvad det vil og ikke vil, jeg synes ikke mit barn skal kunne lege med alle, mit barn skal udvise helt almindelig medmenneskelig respekt for andre.

De skal ikke spise en skovsnegl for at være med i klubben, men det er jo det vi lærer.

 

Mit mål er, at de først og fremmest skal passe på dem selv.

Sådan mener jeg at fællesskabet får langt større glæde af dem.

For på den måde ved de hvad de vil, de laver kun det de brænder for og de lærer samtidig i en tidlig alder at man ikke behøver at nøjes. Man skal kunne tilpasse sig, men igen være tro mod sig selv. Så de ikke opbygger uhensigtsmæssige arbejdsvaner, som kan lede til vrængning, stress og depressioner.

 

Vi er som forældre og samfund nødt til at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor er det at vi sender børn i institutioner som er kede af at gå der, børn i skole med ondt i maven, hvad er det der får os til det?

Hvad er det som er så vigtigt på vores arbejde som retfærdiggør at vi stikker et feberramt barn en panodil og håber at den holder, sådan at vi ikke bliver ringet hjem.

Hvorfor er vi mere loyale overfor vores arbejde end vores børn?

Vi er nødt til som forældre at spørge os selv om hvad jeres karriere er værd?

Hvad ville der ske hvis vi udskød den med 3 år, 4 år, 6 år måske endda 10 år?

Hvad ville der ske, hvis vi rent faktisk tog den kugle for vores børn.

Hvis vi ikke opgav hele vores liv, men et stor del af vores professionelle liv for nogle år.

 

Jeg har arbejdet omkring 8 år i ældreplejen og været så privilegeret at få lov til yde omsorg for en del i deres sidste timer i livet. Aldrig har jeg hørt nogen sige “jeg brugte for lidt tid på mit job” eller “Jeg brugte for meget tid med mine børn” aldrig nogen sinde.

 

Sagen er den at vi ikke kan få det hele…. på samme tid.

 

For jeg tror på at den som har viljen, nok skal nå det vigtige og lære at lade vinden feje de ting som er overflødige væk.

 

Alt til sin tid, der er det smarte ved børn jo at man sådan nogen lunde har en idé om hvornår de er lidt mere selvstændige og man evt kan genoptage sin karriere.

 

 

 

Jeg skal ud og lave foredrag og workshops

#HerErDerEnVoksen er navnet på det foredrag som jeg går og arbejder på og gør klar til efteråret

Der er lidt stille på her på bloggen fordi at jeg endelig åbent og officielt har erklæret at jeg skal igang med at lave foredrag.

Der tager en del tid at processere og planlægge.

Det er noget som jeg har haft lyst til utrolig længe, men jeg har været for bange for at sige det højt og gå i gang med det reelle arbejde.

Derudover så er det blevet sommer her på gården og det betyder at vi har stalden fyldt med dyreunger, som vi jo også skal passe, og en voksende køkkenhave som skal plejes.

Selvfølgelig er børnene jo også hjemme og det betyder at nogle dage når man ikke andet end opdragende og huslige gøremål.

Det betyder nu ikke at jeg har glemt jer, som læser med her.

Jeg skriver også løbende mere samfundskritiske debatindlæg til de som vil lægge spalteplads til den slags.

F eks hos Debatt.dk se link her

 

Hvad med børnenes vilkår? 

Og så elsker jeg simpelthen den her årstid,hvor alt bare vokser over det hele, med sene solnedgange der giver anledning til fordybelse.

 

Hvad skal foredraget handle om?

 

Foredraget kommer til at hedde #HerErDerEnVoksen og det gør det fordi det er min overbevisning, at vil du leve et tilfredsstillende liv med dine værdier og glæder i højsædet, er du nødt til sætte dig for enden af bordet og tage styringen.

Navnet kommer også fra mit første store rant som kom i en mindre udgave i berlingske og som gjorde at jeg kom med i Debatten. Begge steder opfordrer jeg forældre landet over til at handle på deres instinkter og ikke på samfundets normer.

Hvis du ikke har læst det, så klik på linket

Her er der en voksen

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=2929674233740182&id=143859902321643

Det kommer jeg naturligvis til at berøre ved først og fremmest at tale om det enestående pattedyr vi nu engang er, nemlig mennesker.

Jeg berører forældreskab set med biologiske øjne og emner som tilknytningsteorien og hvorfor vi skal tage den alvorligt kommer også i spil.

Jeg kommer naturligt til fortælle lidt om mig selv og hvordan jeg endte med at tilbringe alle mine dage med mine børn og hvilke værdier som ligger bag det valg.

Jeg kommer til at tale en smule om statistikker og hvad jeg bygger min kritik af hele institutionaliseringen på.

Jeg kommer til igen og igen at fortælle at jeg ikke ønsker at diktere hvordan man er en god forældre, for hvem ved før børnene i en alder af 25 år og nogenlunde bagt færdige om man har gjort et godt stykke arbejde? Jeg gør ihvert tilfældet ikke.

Jeg er ikke en ekspert i forældreskab eller børneopdragelse, men jeg er ekspert i at leve et tilfredsstillende liv, hvor mine værdier strømmer igennem alt hvad jeg gør.

Og det er klart et af mine mål med disse foredrag, at tænde et lille stearinlys af frihed inden i dig, hvad end frihed må betyde for dig.

Dette bliver ikke hjemmepasnings propaganda, for jeg opmuntrer ingen til at gå ud og gøre som jeg, uden lange og mange overvejelser.

Men skulle man efter at høre mit rant om hvorfor at institutionerne som de er i dag, er en dårlig idé.

Skulle du blive utryg og få lyst til at gøre noget andet, så har jeg også en masse idéer til gyldne mellemveje til det at have sit barn fuldtids i institution og det at hjemmepasse.

 

Det er stadig under opbygning og jeg sparrer med alle de klogeste jeg kan finde, for at skabe et så godt produkt som muligt. Der vil i foredraget være medregnet spørgetid.

Jeg satser på at være klar til at køre ud i det danske land her i slutingen af sommeren starten af efteråret. Hvis du tænker at det kunne være interessant at lytte til må du meget gerne kontakte mig på mieleonhardt@gmail.com