10 ting er vigtigt at vide inden man bliver hjemmepasser

Her er der en voksen

Der har i går lørdag været arrangeret store demonstrationer landet over, for minimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Rigtig mange forældre har taget deres børn i hånden og støttet op om denne demonstration for flere voksne i institutionerne. Det er et vigtigt emne og findes der noget vigtigere end vores børns trivsel? Så forstår jeg godt at du går på barrikaderne. Spørgsmålet fra mig er, hvad vil du som forældre gøre?

En demonstration okay, hvad så…. En strejke? I hvor lang tid, kan du strejke uden at det begynder at få konsekvenser, for dig altså? Hvor længe vil du vente på at de politiske strømninger blæser i din retning? Og hvis de gør, hvor lang tid vil det så tage at implementere? Og hvad skal der ske med dit barn i mellemtiden?

Vores datter gik også i verdens bedste vuggestue, vi var ikke på nogen måde i tvivl om at de ansatte varetog børnenes interesser på bedst mulig vis. Da vi valgte at sælge lejligheden i Valby og flytte helt til Lolland, var det ikke pga dårlige institutions oplevelser eller dårlige normeringer. Det var et ønske om at bo og leve sammen som familie, at opdrage, danne og uddanne vores børn selv, som drev værket.

Tanken om at det for den menneskelige race, ikke ligger naturligt for os ikke at være sammen med sin flok det meste tiden. Tankerne om at hvad man sår, det høster man også.

Velvidende at det ville få store konsekvenser for vores levestandard, omgivelser og livsstil og dog, for den her slags ændringer forstår man først, når man står midt i det. Men at vi tog det radikale valg som vi gjorde havde intet med utilfredshed at gøre og i den forbindelse vil jeg gerne takke Kirsten, Maj-britt, Line, Ditte, Elif og Louise for jeres store omsorgsarbejde I har udført, både for vores datter og alle de andre børn som er blevet betroet i jeres varetægt. I gør et rigtig godt stykke arbejde, som jeg tror på at langt de fleste omsorgsarbejdere gør.

Da min mand og jeg så hørte om denne debat og DR2 udsendelsen som ligesom skød debatten i gang, kom vi til at tale om det her egentlig ikke bare var gammel vin på nye flasker. Billederne af børn som går rundt for sig selv og en psykolog med som kommentarspor er stærkt. Men det er jo ikke nogen nyhed at der mangler hænder, normeringerne har jo ikke ændret sig sådan helt vildt og voldsomt de sidste 5 år, hvis overhovedet. Den første demonstration om normeringer var tilbage i 1975, ret vildt ikke? Var der de samme problemer i den vuggestue, ja, set i bakspejlet.Når jeg afleverede vores datter blev jeg gerne til nummer 2 pædagog mødte ind. jeg satte mig gerne og læste højt. Det gjorde at nogle af de mere rastløse børn fik ro på. Og så kunne pædagogen tage sig af de helt små på omkring de 8 mdr som havde mere brug for nærheden. Det var aldrig noget vi sådan talte om, det var bare noget jeg gjorde, måske var jeg bare røv irriterende, nobody knows. Min pointe er at jeg gjorde det pr instinkt. Et instinkt, en biologisk drivkraft som jeg oplever bliver os mere og mere fjernt.

Hvor er der en så voksen?

Jeg som forældre forstår virkelig godt frustrationerne og bekymringerne og jeg mener også at de er ganske godt begrundet. Hvad jeg som hjemmepassende forældre ikke forstår er, når man står der med skiltet i hånden og spørger efter en voksen, er det så på dit barns eller dine egne vegne? Lad mig uddybe: står du der fordi du får dårlig samvittighed når du afleverer dit barn? Eller står du dér fordi at du er bekymret for dit barns følelsesmæssige udvikling?

Får du dårlig samvittighed?

Også kendt som dårlig-mor-samvittigheden, den som rammer de fleste når vi forlader vores børn. Tillykke du har stadig en forbindelse til dit indre urmenneske, det skal du være glad for. Vore instinkter er fintunede instrumenter som jeg mener at vi skal værne om og vores samvittighed er med til at fortælle os om der kan være fare på færde. Menneske unger er nemlig skrøbelige, de har kæmpe hjerne og blødt hoved, vores hjerner er faktisk ikke færdigudviklet før en 20-22 års alderen hvor vores frontallapper vokser sammen og vi først da er klar til at kunne udregne handling og konsekvens. Nogle hjerneforskere mener at man først er uddannet til at være voksen mellem 25-30 år, fordi at vi samtidig har så komplicerede sociale grupperinger. Det at være menneske er ikke nemt. Jeg tror at vores samvittighed er en slags alarmklokke som går af når vi f.eks. kan risikere at blive udstødt af flokken, det er en sikkerhedsforanstaltning som er nedarvet gennem generationer for at beskytte os. Så hvorfor går den så af når vi afleverer vores børn? Det gør den fordi at førhen var børnene jo med til at sikre vores overlevelse senere hen i livet, så når vi overdrager vores børn, står der et stenalder menneske og skriger på sin unge, det er helt naturligt.

Er du bekymret for dit barns følelsesmæssige udvikling?

Det forstår jeg fandeme godt, hvem er ikke det? Der bliver i forbindelse med institutioner talt meget om sekundær socialisering og det er vigtigt. For det er her at vi også lærer at tilpasse os andre grupperinger end den vi bor sammen med. Men hvad sker der når børnene pludselig tilbringer flere af sine vågne timer sammen med den professionelle omsorg, frem for familien? Hvad sker der når den professionelle omsorg bliver primær opdrager? Og hvad sker der når de primære omsorgspersoner tilkendegiver eller faktisk som i går lørdag råber højt i kor “vi kan ikke længere påtage os denne opgave forsvarligt”?

Os der er forældre nu er jo den første generation hvor de fleste kom i institution og hvordan går det med os? Vi har aldrig haft så mange voksne mennesker som tumler med mentale udfordringer. Jeg kan på ingen måde bevise at der er en kobling, men hvad der sker når børn ned i 1-2 års alderen lærer at undertrykke, selv deres basale omsorgsbehov f.eks. Et kram eller én der holder dem i hånden. Når man så tidligt lærer at du behøver ikke engang at forsøge at få fat på en voksen, for det kommer ikke nogen. Hvad gør det ved et menneske der så tidligt i skabelsen af sin identitet, lærer at for at overleve (blive i flokken) må man undertrykke basale omsorgsbehov? Reelt set ved vi ikke hvad der sker, det kan også være at der ikke sker noget, men så går det nok også, altså med den nuværende normering?

Vi taler så ofte om hvilken planet vi efterlader til vores børn, uden tanker for hvilke børn vi efterlader på vores planet. Og jeg forstår også at tanken om at skulle passe sine børn selv, med alt hvad det indebærer er skræmmende for mange og ikke er noget for alle.Der findes mange andre alternative løsninger end den jeg har valgt. Det vi fylder vores børn med vil sprede sig som ringe i vandet, gennem deres voksenliv og videre igennem til kommende generationer, det er en investering, men når vi ikke længere er tilstede i børnenes opvækst, hvad så? Men hvem skal varetage dit barn interesser? I sidste ende kan kun 2 mennesker stilles til ansvar og det er mor og far…… Så spørgsmålet er vel blot hvem kører ungerne i institution mandag?

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting er vigtigt at vide inden man bliver hjemmepasser