Skal du ikke bidrage til samfundet?

Bliver du ikke vanvittig?

 

 

Jeg fortsætter ufortrødent min oplysningskampagne om hvad en hjemmepasser bliver spurgt om. Har du et spørgsmål som du gerne vil have svar på, så smid en kommentar. Du er også velkommen til at kontakte mig privat på facebook eller instagram, hvor jeg i øvrigt ligger lidt mere af det jeg går og bruger min hverdag på og de tanker jeg gør mig.

Jeg havde f eks i fredags et debatindlæg i Jyllands Posten, som jeg nok skal linke til her og på torsdag udkommer et interview med mig i Politikken om at flytte på landet og udleve vores drøm.

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11381837/glemte-vi-boernene-da-lars-loekke-udskrev-valg/

Vi er ofte på tur og nogle gange så bliver der helt stille på bagsædet. Det er øjeblikke som man skal huske, når det modsatte er tilfældet

 

 

 

Bliver du ikke vanvittig?

Du elsker dine børn højrer end noget andet, men du havde druknet dem hvis du skulle tilbringe hver time af hver dag med dem. Det er sådan indtil flere har betroet sig til mig, når de spørger om jeg ikke bliver vanvittig.

Og jeg er ikke en svævende supermor som har et pletfrit hjem, altid nybagte godter til uventede gæster, rene og artige børn eller et udseende som udstråler at jeg sætter god tid af til mig selv.

I starten havde jeg højere forventninger til alt, ikke mindst mig selv og jeg så det som et nederlag, at jeg ikke kunne imødekomme nogle, set i bakspejlet, urealistiske mål for vores liv.

Det er vigtigt at huske at jeg har på mange områder langt bedre arbejdsvilkår end de hjemmepassende mødre tilbage i 50-60’erne. Jeg har bil, opvaskemaskine, tørretumbler, internet, legepladser, biblioteker og mange andre hjælpemidler.

Noget som måske er godt at have med når det kommer til mig er, at jeg ikke er en af dem som arbejder bedst under pres. jeg arbejder nærmest kun under pres. Jeg er en arbejdshest som trives med ansvar og jeg har ofte en pippi tilgang til tingene “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Jeg har aldrig været så udmattet som efter jeg flyttede på landet, men jeg elsker det at jeg bliver udfordret på så mange forskellige måder med børn, dyr, renovering og da også i relationer og mig selv. Men oveni alt det arbejde kræves det naturligvis også at jeg får nogle point ind på balancen fra tid til anden.

Så her er nogle af de redskaber som jeg benytter mig af for ikke at blive vanvittig.

 

Terapi

Jeg pressede både mig selv om min mand for hårdt, så vi måtte finde på noget.

En ven anbefalede den app som hedder Hellomind, som jeg også lige linker til. Det er en hypnose/mindfulness app som koster 99,- om måneden og er ideel for sådan én som mig, der har tendensen til at skubbe min egne egentlige behov i baggrunden og så bare gøre hvad jeg har lyst til. Og hvem har lyst til at få bearbejdet sine issues, når der findes Netflix og fede podcasts? Så det jeg gør er at jeg nogle dage gør mig klar til at sove. Hvis min mand vil se noget, så lægger jeg mig bare et andet sted. Så propper jeg høretelefonerne i ørerne og falder i søvn til min hypnose

Jeg har selv en master i NLP (neuro lingvistisk programmering) og en kognitiv mentor uddannelse. Jeg synes den her app er rigtig godt givet ud. Det kan ikke erstatte reel 1-1 terapi, men på et lille budget får du rigtig meget for pengene.Jeg er ikke sponsoreret af nogen som helst, så anbefalingen er helt reel. Jeg bruger den til at afstresse og bearbejde hvad der nu kan komme op, når man har 2 små skønne, men stadig grænsesøgende mennesker omkring sig nærmest konstant.

https://hellomind.com/dk/

Sengetider

 

Børnene har ret faste sengetider herhjemme og de ligger tidligt. Herhjemme kommer børnene i seng mellem 18-19 hver dag. Der er undtagelser når vi er til dans om onsdagen, da vi er sent hjemme. Der er også undtagelser hvis vi har gæster eller selv er ovre hos min mands familie f eks.

De kommer til dels så tidligt i seng da især vores datter står op nærmest på slaget 6 hver dag. (Ja du læste rigtigt HVER ENESTE DAG KL 6).

En anden grund er at vi forældre, og især mig som er primær på dem, har brug for lidt ro og fred. Jeg har brug for at kunne smække noget musik i ørene og cykle mig en tur, ligge på sofaen og se serier, tale i timevis med mine veninder i telefon og hvad der nu ellers kan falde mig ind. Derudover så kan jeg tilføje at vi hjemme hos os ikke samsover og hvorfor gør vi ikke det, når jeg nu går og skriver stolpe op og ned om tilknytning. Det gør vi ikke fordi at hverken jeg eller børnene sover særlig godt sammen. Når de kommer ind i løbet af natten, som børn jo nu engang gør. så ender det altid med at vi vækker hinanden konstant og det er ikke attraktivt for os. Samtidig så mener jeg at vi gennem vores dagligdag formår at give børnene den tryghed og tilknytning som de har brug for, og hvis børnene nu kunne lære at falde i søvn af dem selv, uden lys og andre remedier, så ser jeg egentlig også det som en gave.

Frihed og Fritid

Jeg er jo så heldig at min mand på nuværende tidspunkt har en uge daghold og en ude aftenhold. Så Carsten er faktisk hjemme rigtig meget af tiden, og i de uger hvor han har aftenhold er det lige så tit ham som tager ungerne til legestue, legeaftaler eller andre ture. Så på den måde får jeg også frihed til at gøre de ting jeg har mest lyst til. Der skal stadig arbejdes, da vi jo har dyr og en ret stor ejendom og grund som skal vedligeholdes. Men det er vores og derfor føles det ikke som en sur pligt, som det måske havde været hvis jeg ikke selv “var min egen chef”. Jeg har jo selv ret stor indflydelse på f eks. hvor mange dyreunger vi sætter i verden. Vil jeg gerne mindske min arbejdsbyrde, kan jeg jo blot sørge for færre parringer eller slagte tidligt.

Så forsøger vi for at holde fast i at jeg har en månedlig fridag, hvor jeg kan tage væk eller Carsten og ungerne kører væk fra gården. Det giver mig mulighed for at lade op og bare hænge ud med mine veninder.

Derudover så tager min mand og jeg også væk 1-2 gange om året på en-to overnatninger uden børn, hvor vi bare kan være kærester. Vi benytter os også fra tid til anden af en babysitter, hvis vi gerne vil ud og spise, til et foredrag eller lignende.

Det er nok de 3 vigtigste grunde til at jeg ikke bliver vanvittig over at passe mine børn på fuld tid. Og dog for den vigtigste er nok det positive mindset, som vi har valgt skal være den røde tråd i vores hjem. Vores samarbejde, vores refleksionsøvelser, vores mantraer ‘du kan godt’ og ‘hvis man gerne vil være god til noget, så må man øve sig’. Og hvis nogen i hjemmet siger ‘jeg kan ikke’, så lyder det fra resten af flokken ‘endnu’.

Herhjemme er vi et hold. Vi har alle individuelle drømme, som vi støtter hinanden i, for det gør os til en stærkere enhed. Hvis én af os falder, så hjælper vi hinanden op igen. Og det øjeblik hvor det gik op for mig, og jeg accepterede, hvor meget moderskabet er en del af mig og min biologi, så blev det at passe vores børn det mest naturlige. At min biologiske arv og formødre havde indkodet opskriften til et tilfredsstillende liv i mig på forhånd. Så snart jeg gav slip på de forventninger det moderne samfund har til kvinder i min alder, der blev jeg fri 🌱❤

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal du ikke bidrage til samfundet?