Jeg har gået og tænkt en del om over childism, et nyt ord som er dukket op.   Jeg konflikter personligt med at sidestille børn med voksne Hvorfor? Fordi at menneskers hjerner ikke er færdigudviklet før de er omkring 20-22 år. Først da er vi klar til at udregne handling og konsekvens. Dette kræver naturligvis også øvelse.  Derfor mener jeg at det er problematisk at sidestille børn og voksne, da børn er børn og derfor ikke kan eller må stilles til regnskab for deres handlinger i samme grad.  Mange som taler attachment parenting og childism har også fat i noget helt essentielt. Noget som vi er nødt til at forholde os til, for den måde som vi taler til...

Jeg bliver ved med at opleve spørgsmål om hjemmebørn, socialisering og sociale kompetencer. Socialisering er næsten med garanti det første spørgsmål som jeg bliver mødt af, når jeg fortæller at vores børn ikke går i institutioner. Jeg har i forvejen lavet 2 blogindlæg dedikeret til dette emne, hvori jeg beskriver sådan cirka hvordan vores uger ser ud. Jeg har et andet syn på det, der er kendt som socialisering. Så derfor laver jeg dette skriv med mere uddybende tanker omkring det.       Hvorfor overhovedet tage børnene hjem?   Mit svar bliver jo nok desværre et spørgsmål, hvorfor ikke gøre det? Hvorfor spille jeopardy med “dit guld”? Danskerne er nok den mest tillidsfulde nation når det kommer til det...