Mere om Socialisering

Jeg bliver ved med at opleve spørgsmål om hjemmebørn, socialisering og sociale kompetencer.

Socialisering er næsten med garanti det første spørgsmål som jeg bliver mødt af, når jeg fortæller at vores børn ikke går i institutioner.

Jeg har i forvejen lavet 2 blogindlæg dedikeret til dette emne, hvori jeg beskriver sådan cirka hvordan vores uger ser ud.

Jeg har et andet syn på det, der er kendt som socialisering.

Så derfor laver jeg dette skriv med mere uddybende tanker omkring det.

 

 

 

Hvorfor overhovedet tage børnene hjem?

 

Mit svar bliver jo nok desværre et spørgsmål, hvorfor ikke gøre det?

Hvorfor spille jeopardy med “dit guld”? Danskerne er nok den mest tillidsfulde nation når det kommer til det offentlige, egentlig ved vi jo godt at der findes mange uløste problematikker, vi kender jo alle sammen én hvis mormor har ligget 6 timer i sit eget pis eller børn der bliver hentet og der er indtørret afføring i bleen, eller blå mærker på kroppen uden nogen forklaring,et barn der beretter om at ingen vil lege med det, at pædagogen undskylder med at det er en fase.

Bevares,mine børn møder også ofte børn som måske ikke lige gider at lege, men ikke hver dag i samme lokale 6-10 timer og det er jo der at noget af det begynder at synke ind.

 

Vores børn får tudet ørerne fulde af at vi alle sammen skal støtte op om fællesskabet og gøre plads til hinanden.

Men hvad med de børn som ikke har noget til fælles med de andre.

Altså de børn som ikke har noget fællesskab med dem de tilbringer mest tid med.

 

Forestil dig din arbejdsplads og din værste kollega, du ved den person som går dig allermest på nerverne, måske gør denne person dig ligefrem nervøs.

Nu vælger din leder at I 2 da lige skal se at blive rystet sammen, det vil virkelig gavne fællesskabet på arbejdspladsen.

Hvis du har lært at være tro mod dig selv, ville du måske finde modet til at sige, “det lyder spændende, men det har jeg virkelig ikke lyst til, jeg synes du skal finde en anden”.

Men det har vi bare ikke, for det ville jo ekskludere dig fra fællesskabet og din biologi vil fortælle dig at det vil nedsætte dine overlevelsesmuligheder.

De erfaringer som du lige fra din spædeste tid i institutioner har lært er, at her skal være plads til alle og faktisk især til det barn som tyranniserer alle de andre, for det barn har det særligt svært derhjemme.

 

Min pointe er at vi bliver glade af fællesskab, når det foregår frivilligt og opstår af fælles interesser, dér anerkender jeg fuldt ud fællesskabets glæder og gaver.

 

Men når det foregår under tvang, mener jeg at det kan være direkte identitets undergravende og så er det faktisk ligegyldigt om det er dig selv som siger “pyt, måske kommer der noget godt ud af det. Jeg har også læst at det er udviklende at træde ud af min comfortzone”

Og det er det uden tvivl, jeg mener bare at der er en stor forskel på at udfordre sine kompetencer, samarbejdsevner og værdier. Jeg mener at det foregår bedst på eget initiativ og af egen nysgerrighed.

Det er også fint at få et kærligt skub i en anden retning end man plejer af en person man føler sig tryg ved.

Men det er ikke det samme der foregår når en 3. part af autoritet beslutter hvem du skal arbejde/lege med.

 

Man hverken kan eller skal være venner med alle.

 

Nogen vil mene at det er pisse asocialt og egoistisk at se sådan på det, det har jeg i hvert tilfælde hørt indtil flere gange.

Sagen er bare den, at du kan gøre hvad du mener er rigtigt for dit barn, jeg gør hvad jeg mener er rigtigt for mit.

Og jeg synes ikke det er farligt at lære mine barn at mærke efter hvad det vil og ikke vil, jeg synes ikke mit barn skal kunne lege med alle, mit barn skal udvise helt almindelig medmenneskelig respekt for andre.

De skal ikke spise en skovsnegl for at være med i klubben, men det er jo det vi lærer.

 

Mit mål er, at de først og fremmest skal passe på dem selv.

Sådan mener jeg at fællesskabet får langt større glæde af dem.

For på den måde ved de hvad de vil, de laver kun det de brænder for og de lærer samtidig i en tidlig alder at man ikke behøver at nøjes. Man skal kunne tilpasse sig, men igen være tro mod sig selv. Så de ikke opbygger uhensigtsmæssige arbejdsvaner, som kan lede til vrængning, stress og depressioner.

 

Vi er som forældre og samfund nødt til at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor er det at vi sender børn i institutioner som er kede af at gå der, børn i skole med ondt i maven, hvad er det der får os til det?

Hvad er det som er så vigtigt på vores arbejde som retfærdiggør at vi stikker et feberramt barn en panodil og håber at den holder, sådan at vi ikke bliver ringet hjem.

Hvorfor er vi mere loyale overfor vores arbejde end vores børn?

Vi er nødt til som forældre at spørge os selv om hvad jeres karriere er værd?

Hvad ville der ske hvis vi udskød den med 3 år, 4 år, 6 år måske endda 10 år?

Hvad ville der ske, hvis vi rent faktisk tog den kugle for vores børn.

Hvis vi ikke opgav hele vores liv, men et stor del af vores professionelle liv for nogle år.

 

Jeg har arbejdet omkring 8 år i ældreplejen og været så privilegeret at få lov til yde omsorg for en del i deres sidste timer i livet. Aldrig har jeg hørt nogen sige “jeg brugte for lidt tid på mit job” eller “Jeg brugte for meget tid med mine børn” aldrig nogen sinde.

 

Sagen er den at vi ikke kan få det hele…. på samme tid.

 

For jeg tror på at den som har viljen, nok skal nå det vigtige og lære at lade vinden feje de ting som er overflødige væk.

 

Alt til sin tid, der er det smarte ved børn jo at man sådan nogen lunde har en idé om hvornår de er lidt mere selvstændige og man evt kan genoptage sin karriere.