Det er os forældre som har brug for opdragelse

 

Jeg har gået og tænkt en del om over childism, et nyt ord som er dukket op.

 

Jeg konflikter personligt med at sidestille børn med voksne

Hvorfor?

Fordi at menneskers hjerner ikke er færdigudviklet før de er omkring 20-22 år.

Først da er vi klar til at udregne handling og konsekvens. Dette kræver naturligvis også øvelse. 

Derfor mener jeg at det er problematisk at sidestille børn og voksne, da børn er børn og derfor ikke kan eller må stilles til regnskab for deres handlinger i samme grad. 

Mange som taler attachment parenting og childism har også fat i noget helt essentielt. Noget som vi er nødt til at forholde os til, for den måde som vi taler til og om børn er tit noget du ville blive stillet til regnskab for, hvis du gjorde det mod en voksen.

 

For jeg oplever at vores forældres generation står ved en skillevej. 

Vi er kommet så langt at det ikke længere er acceptabelt og lovligt at yde vold mod børn. 

Statistikken viser dog at det stadig er ret almindeligt at lige omkring 50% har taget for hårdt fat i vores børn eller slået dem. 

 

Dette sker dog sjældent i ondskab, men i afmagt og frustration, måske endda i frygt hvis barnet har sat sig i en farlig position og man er nødt til at “hive” det væk. Hvis den slags tæller med hører jeg også under disse 50%. Ikke fordi at jeg har ønsket at gøre mit barn ondt, tværtimod har mit ønske været at beskytte det.

Jeg er ikke ude på at legitimere vold imod børn. 

Jeg vil dog rigtig gerne italesætte at det er en frustration som rigtig mange oplever, jeg vil måske endda påstå flere end statistikken afslører. 

 

Jeg tror ikke at vi kommer fysisk eller psykisk vold til livs ved at udskamme forældrene. 

Ved at fortælle dem hvor frygtelige de er og at de ødelægger børnene. 

Ej heller ved at fortælle dem at de er monstre.

 

Vi skal huske hvor vi kommer fra og det er ikke mange generationer, hos nogen nok kun én, siden at man havde en holdning om at børn skal ses og ikke høres og børn skulle “sættes på plads” 

 

I virkeligheden oplever jeg det stadig og ret ofte. 

Vi kommer rigtig mange forskellige steder, biblioteker, museer, legepladser osv. 

Og det blik jeg ser især i mødrenes øjne når jeg fortæller dem at ungerne er hjemme på fuld tid. 

Det er svært at beskrive. Men disse ord falder ofte “det kunne jeg ikke” “jeg ville blive sindssyg” “tænk at du orker” 

Jeg møder dagplejemødre eller pædagoger som taler meget hårdt til små børn på et år, som tydeligvis er ulykkelige over et eller andet. 

“gider du godt stoppe med at skabe dig” “du ødelægger det hele for de andre” “tag dig sammen” “hvis du ikke stopper nu så….” “du opfører dig som et pattebarn”

Alle disse ovennævnte sætninger hører jeg også forældre sige, det har jeg sågar også selv sagt. Jeg forsøger at lade være og har fundet andre og mere effektive måder at kommunikere med mine børn på. 

Nogle voksne taler om en magtkamp, børn og voksne imellem. 

Det forstår jeg godt, vi er flokdyr os mennesker og vi har indbyrdes hierarkier. 

Så derfor giver det god mening at når den voksne føler afmagt at man så kobler det sammen at magten ligger hos den anden part, når den voksne ikke føler at den er hos ham/hende.

Jeg tror dog ikke at vi voksne behøver at frygte mytteri fra børnenes side, børnene ved godt hvem der har magten. Børn ønsker at samarbejde, det betyder ikke at de vil føje dit mindste vink, men som udgangspunkt vil de bare gerne gøre dig glad.

 

Børnene som vi har sat i verden, vores “guld” og hvad de ellers bliver beskrevet er åbenbart så larmende, vilde, irriterende, provokerende, opmærksomhedskrævende at vi simpelthen ikke kan holde ud at være sammen med dem. 

Forældre som allerede lørdag aften glæder sig til at børnehaven åbner igen på mandag. 

Forældre som har fået mere end rigeligt når vi når til den 27. December i juleferien. 

Forældre der ser frem til at de 3 ugers ferie med ungerne i løbet af sommeren er slut. 

 

Vi behandler og taler om børnene også i deres påhør som et tikkende bombe. 

 

Som i åhhhh, så er det mig der har den! 

 

Jeg ved ikke om det er et levn fra kvindefrigørelsen og institutionaliseringen at man bliver vanvittig af at gå hjemme/bruge meget tid med sine børn.

For det gør man højst sandsynligt hvis man samtidig formår at isolere sig.

Man bliver også vanvittig hvis man blot isolerer sig og måske er det mere det som er den afgørende faktor.

Jeg tænker også tit at måske er det så svært at være sammen med vores børn, fordi at vi netop er så lidt sammen med dem generelt. 

Sådan at måden vi taler om børnene på er en overlevelsesstrategi for at kunne bære at være så meget adskilt fra vores afkom, en måde at distancerer sig på.

 

I den forbindelse mener jeg helt klart at vi som en generation af forældre med fri adgang til viden også om børn, ærlig talt bør hanke op i os selv. 

Måske det ville være gavnligt at man satte sig ned og mindes den måde man selv blev talt til og om hvad det fik én til at føle. 

Hvornår var det fedest at være barn?

Mine forældre havde ikke mange redskaber i forældre værktøjskassen. De gjorde det bedste de kunne med det de havde (og jeg er taknemmelig for den jeg er i dag) ligesom alle andre forældre alle dage har gjort.  

Men jeg husker især en uges ferie i sverige, hvor vi 4 mennesker boede i en gammel campingvogn på en campingplads uden legefaciliteter. Vi spillede spil og fiskede og fortalte historier. Vi var sammen uden forstyrrelser og derfor tror jeg at det er et af mine bedste barndomsminder.

 

Jeg er ikke sikker på om jeg synes det er en god ide at sidestille børn og voksne, idet jeg er bange for om nogle børn vil føle et stort medansvar og derved blive voksenbørn.

Dog mener jeg at vi skal forsøge at benytte os af alt den viden som er kommet til om udvikling og selvværd. Give børnene en stemme, respektere deres mening, men ikke nødvendigvis give dem deres vilje, hvis al fornuft taler imod. 

Deraf titlen FOR ÆLDRE, vi er de ældre og mere erfarne som skal guide, støtte og beskytte vores børn.

Vi skal i samtale og omgang behandle dem ligeværdigt.

 

Jeg er ikke tilhænger af nogen bestemt opdragelsesstil. 

Jeg har forsøgt at handle udfra hvad jeg selv har fundet passende og tilpasser og udvikler løbende med børnenes og min udvikling.

Jeg har virkelig gjort en dyd ud af ikke at læse bøger om børn, men at navigere ud fra mine instinkter og så indimellem supplerer op med viden fra folk som er mere kyndige end jeg (jeg er trods alt kun menneske med internet adgang).

En god tommelfingerregel er, lad være med at tale til dit barn eller nogen børn, for den sags skyld, på en måde som ville gøre en voksen såret eller vred hvis du talte på samme måde til dem. 

Det er dog ikke ensbetydende med at du skal tale til dit barn som til en voksen, børn har ikke brug for at vide at Birgit på kontoret er blevet tyk eller at du synes at du synes jeres nabo er en idiot. Lad dem leve mad hukommelsen om at Birgit altid har et stykke slik, når man er med på arbejde og at naboen er fjollet. 

Det er ikke at curle. 

Børn skal have lov til at være børn, alt det andet har de resten af livet til. 

Jeg har også udviklet mig i mit job som forælder, jeg har heller ikke lært det helt endnu, men jeg øver mig hver dag.

Forælder rollen er nemlig ikke noget man bliver klar til, men et job man vokser med.