LORTEMOR

Jeg vil på et senere tidspunkt gerne knytte nogle tanker til min deltagelse i DR dokumentaren Lortemor, programmet bliver sendt i aften kl 21.25

 

Du kan også se det via dette link:

http://https://www.dr.dk/drtv/se/lortemor_-tid-til-boernene_160302

 

Jeg skriver nu, fordi at teksten ved siden af billedet, egentlig provokerer mig lidt.

 

Hvorfor i al verden skulle vi ikke føle os ansvarlige for vores børns opdragelse?

Naturligvis i samarbejde med far.

 

Helt ærligt, er vi virkelig blevet så opslugte af os selv, vores skæbne og karriere, at vi stiller os tilfreds med at det er blevet helt normalt, nærmest beundringsværdigt, at udlicitere nærvær, omsorg og opdragelse?

 

Jeg føler mig ikke som en lort fordi at jeg tager ansvar for mine børns opdragelse, men det ville jeg måske føle, hvis jeg ikke gjorde.

 

Endnu engang sidder jeg tilbage med følelsen af at kapløbet mod mænd, om hvem der kan kører mest mulig satellit tilværelse, er vigtigere end at være sammen med vores børn.

Hvem kommer først i mål?

 

Fordi at ALT i udviklingspsykologien peger nemlig i retning af, at det er en helt ualmindelig god idé at prioritere tid med sine børn, især imens at de små.

 

Vi skal som forældre ikke alene føle ansvar, vi skal sgu føle en stolthed over vores forældreskab.

 

Det er jo for helvede ikke en kønssygdom vi er ved at afvikle, men vigtigt identitetsskabende arbejde med et lille nyt liv.

 

Det burde ikke være skamfuldt at gå op i sine børn, ønske dem det bedste og nogle gange gå for langt og derfor knække nakken på det.

For det er vigtig livslæring, som ikke passer ind i test og kommunale analyser.

En mor som knækker under presset, er sgu da en mor som har forsøgt sit ypperste for at få enderne til at mødes, hun skal hyldes, ikke udskammes.

Livet er ikke kun karakterer, arbejdspræstationer og smukke øjebliksbilleder som dokumentation for en fornuftig livsførelse.

 

Jeg tager det fulde ansvar for mine børns opdragelse og snart også uddannelse, for hvis jeg samtidig skulle dedikere mig til at have en karriere, eller helt ærligt bare et hvilket som helst job, så ville jeg være følt mig hevet i hver retning.

Til hvis begunstigelse?

 

Jeg kun et liv, i det vil jeg så vidt muligt indrette mig efter, hvad der giver mening. For mig er et meningsfuldt liv også samlet set med bagsiden af medaljen og alt det dér, mit familieliv som er første prioritet.

 

Hvorfor ville jeg være en sej kvinde, hvis jeg brugte 50+timer på et kontor, men en samfundstaber hvis jeg lægger timerne i hjemmet?

Jeg får ikke et mere betydningsfuldt arbejde end at være mor, for det findes ikke