Måske ændres meningen med forældreskabet i disse dage

Vi lever nu i en undtagelsestilstand, men måske er det ikke kun en dårlig ting.

Nu har de danske børn været sendt hjem fra institutioner og skoler landet over, i cirka tre uger. De sociale medier flyder over med frustrerede forældre som nu skal bruge al deres tid med deres egne børn. Nogen panikker over at denne periode muligvis bliver forlænget. 

Tænk sig at man simpelthen skal hellige sig opgaven som forældre i ordets fulde betydning.

At man skal varetage alle omsorgs- og dannelsesopgaverne for sit eget afkom. 

Der sker noget magisk i disse dage; vi lærer vores børn at kende.

For øget samvær har det med at smadre overbevisninger og fordomme. 

Vi har med et par generationer udliciteret stort set alle omsorgsopgaver. Helt fra 7 måneders alderen kan vi sende vores livs kærlighed afsted i institution, i over 30 timer om ugen.

I Danmark har vi nærmest verdensrekord i institutionalisering, i adskillelse mellem børn og forældre. 

Vi har vænnet os til distancen og vænnet os af med nærheden i en sådan grad, at vi nu nærmest frygter at være sammen med dem vi elsker mest.

 Dette kommer ikke kun til udtryk i denne, noget atypiske, situation vi står i grundet Covid-19.

Vi har vænnet os til at leve satellit liv, hvor vi alle flyver rundt i vores eget kredsløb og mødes hovedsageligt ved måltider og henten og bringen og så i weekenden. 

I weekenderne og ferier før alt dette, så man også forældre febrilske løbe rundt fra det ene arrangement efter det andet, i håb om at køre børnene trætte. 

Som om træthed er målet for samværet.

Men det kan da ikke være meningen med forældreskabet, at sætte mennesker i verden for at afhænde dem til fremmede og ellers have dem, hvad der mest af alt minder om, til låns? 

Jeg underkender ikke at det er anstrengende at være sammen med andre mennesker hele tiden, for det er det, dette er naturligvis også gældende for ens egne børn.

For det er hårdt arbejde at opelske og forme børn. 

Faktisk er det så svær en opgave, at det kræver en 4 årig professionsbachelor uddannelse at få lov til at gøre det samme for fremmedes børn. 

Børn har det med at ramme hvor det gør ondt i følelserne, det er nemt at blive vred og irriteret, for hvorfor kan de ikke bare opføre sig lidt mindre som børn……

Jaaa det er jo fordi de er børn og det skal vi være glade for. 

For de kan lære os så utrolig meget om kunsten at være menneske og de har en fantastisk evne til at hele vores eget indre barn, hvis vi lader dem. 

De tvinger os ud i de helt store spørgsmål, de tvinger os til at træne empati og kompromisets kunst på topniveau. Vi skal droppe forestillingen om at vi voksne altid ved bedst, det gør vi tit, men ikke altid. 

I vores kapløb mod pensionen, hvor vi rigtig skal rejse jorden rundt, løbe marathon og slappe af, mister vi måske evnen til bare at være sammen, uden aktiviteter og skemaer. 

Formentlig fordi de fleste af os som er småbørnsforældre i dag også er opvokset i systemet. Vi er selv blevet vænnet til at der er lavet skemaer til os på forhånd, vores dage er planlagt fra morgen til aften.

Vi har samtidig en kulturel forståelse som fortæller os at det er både dumt og dovent ikke at lave noget. 

Medmindre du betaler flere tusinde for et mindfulness kursus. 

Glem alt hvad du har lært om kvalitetstid, for lykke kommer i glimt og vi kan ikke, hvorend vi ønsker det, planlægge disse glimt. Det er ligesom med stjerneskud, det handler om at være der når de kommer.

Det er svært i den pressede hverdag som de fleste af os kender, en hverdag som nu kan virke mindre og mindre attraktiv. 

Børnene bliver hjemme indtil videre, så hvorfor ikke få det bedste ud af det?

Prøv at forestil dig, at du ikke skal have et  tidsbestemt skema for at leve og dit barn går ikke i stykker af, at du ikke fastholder rutinen fra børnehaven. 

Eksperimenter, spis når I er sultne, sov lure, leg fangeleg, pudekamp og gemmeleg, byg huler og spis pandekager. 

Kør langt ud på landet, sov i shelter eller telt og lav mad over bål. 

Stop op og kig på at græsset gror. 

Vi er ikke hajer, vi dør ikke ved at stå stille.