Er det statens børn?

Har vi reelt set det sidste ord, når det kommer til vores børn?

 

Jeg gør mig mange tanker omkring hvad der sker i vores samfund for tiden. For et år siden skrev jeg mit første “rigtige” debatindlæg som afstedkom af et blogindlæg, det blev bragt i Berlingske og som gav mig en runde i DR2 debatten.

https://www.berlingske.dk/opinion/mie-flyttede-til-lolland-for-at-passe-sine-boern-hjemme-kun-mor-og-far-har

Sammeklip fra min deltagelse i debatten.

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=2929674233740182&id=143859902321643

Jeg er ikke bange for meget, men hånden på hjertet, så er jeg reelt bange for den kurs som bliver sat på børneområdet siden Socialdemokratiet overtog regeringsmagten og vi fik børnenes statsminister.

 

Jeg gøs allerede inden, da ghettopakken blev indført, af tidligere regering, med stemmer fra Socialdemokratiet. 

Den del af ghettopakken som optager mig mest, er tvungen institutionsplads til alle børn i bestemte boligområder. 

På et eller andet tidspunkt så tager nogen, denne sag til menneskerettigheds domstolene og det med god ret. 

Jeg tænker ikke, at man fra menneskerettigheds domstolene vil finde sig i den slags diskrimination, som ærlig talt minder om noget vi kender fra diktatur stater.

Når det så sker, vil vore politikere kunne vælge imellem, at droppe den del af ghettopakken eller gøre det gældende for hele befolkningen og jeg har meget svært ved at forestille mig, at det første bliver tilfældet.

Sådan bliver der tvungen institutionalisering af alle børn fra 1 år, en landsdækkende lov.

Altså i de institutioner som man lige har erkendt slet ikke er iorden, der er ikke personale nok, der er for meget stress og for lidt omsorg.

Derfor minimumsnormeringer…..  Om 5 år!

Siden den noget sløve plan for minimumsnormeringerne blev fremlagt, er  der mange som søger andre løsninger end institutioner, i form af hjemmepasning og undervisning.

Men det er ikke målbart og derfor attraktivt for staten.

Jeg frygter at det jeg gør, passer og underviser mine børn selv, bliver ulovliggjort indenfor en overskuelig fremtid.

Nu sætter corona krisen så, foden på speederen.

Vi har de sidste 4 uger fået tudet ørene fulde af hvor farligt corona er og nu vil man så sende de mindste børn i institution og skole. Det har skabt stort røre, forældrene vil simpelthen ikke risikere at deres børn bliver syge, forståeligt nok. 

Det er samtidigt også blevet meldt klart ud at “ulovligt” fravær ikke tolerere.

Derfor frygter jeg at hvis nok familier siger fra at denne hastelovs glade regering vil sætte tommelskruerne på. 

For hvad betyder det helt præcist at man ikke vil tolerere fravær?

Skal det tolkes sådan at man fra regeringens side er villig til ophæve den grundlovssikret rettighed, hvor forældrene selv må undervise.

Vil Socialdemokratiet gå så langt at de vil bytte undervisningspligt ud med skolepligt?

Overvågning og kontrollen øges i bekymrende grad og jeg ønsker ikke, at mine børn skal præges af et system bygget på mistillid og frygt.

Men derimod respekt, tillid og åbenhed, det er én af mange grunde til, at jeg gør det selv. 

Nogen vil mene at jeg overdriver og at jeg er paranoid. Det håber jeg at jeg er. 

Jeg frygter for, at før vi ser os om, bliver der skudt chip i de nyfødte imens der alligevel bliver taget DNA prøver og billeder til genkendelses systemer, der bliver også mødepligt i vuggestuen, karaktere i børnehaven og undervisningspligten netop bliver udskiftet med skolepligt og staten vælger naturligvis studieretning.

Selvfølgelig for alles bedste, ikke mindst de svageste. Med de svageste som skjold, vil man fjerne rettighederne for alle.

Samtidig med at man udsulter, børne-unge, handicapområdet, ja faktisk hele socialområdet og psykiatrien. 

På den måde vokser gruppen af de svageste borgere stødt. Man producerer dermed flere svage med én hånd og “hjælper” dem med den anden.

Man holder ligesom hjulene i gang, det skal de for enhver pris.

Og de få som står imod, råber op, gør modstand og vælger en anden vej. De vil blive udråbt som forrædere og usolidariske. Som kyniske og selviske individualister.

Fordi at disse personer, ikke er villige til at ofre deres børn, i fællesskabets navn. Fordi de ønsker at beskytte deres børn imod moder stats tiltagende indgreb i privatlivet.

 Der er ingen tvivl om at der bliver skrevet Danmarkshistorie i disse dage, på flere måder.

Vil forældrenes oprør ende ud i mere frihed til børnefamilierne eller vil det komme til at betyde endnu mere kontrol?