Socialisering for hjemmebørn del I

 

Som opfølgning på mit sidste indlæg omkring daginstitutions debat og forældreansvar, vil jeg gerne forsøge at svare på god gammel 70’er stil, i plenum mens vi alle sidder komfortabelt med hver vores device, på nogle af de spørgsmål som jeg ved trænger sig på.

Har du et spørgsmål med hensyn til hjemmepasning eller andet, så skriv endelig, ingen spørgsmål eller kommentarer er dumme og jeg ønsker en dialog.

For når vi ikke kommunikerer, opstår der så mange misforståelser. Det er jo netop når vi åbner op og samtaler, at vi lærer af hinanden og genkender os selv i andre. Så er det at der opstår fællesskab og det er dét vi skal dyrke, frem for isolationen, for fællesskab betyder at vi har et sted, nogle mennesker som vi hører til, nogen som forstår os. Og det er også hvad dette indlæg skal handle om.

Når man har børnene hjemme er det spørgsmål som altid brænder på tungen, hvad med det sociale?

Da vi stod i huskøb hjemme i lejligheden i Valby, havde jeg ikke rigtig et begreb om hvad det var, jeg var ved at kaste mig ud i. Vores datter gik på daværende tidspunkt i vuggestue og jeg var bekymret for det ALLE talte om, socialisering!

Så i bekymring, ringede jeg rundt allerede dér for at finde fritidsaktiviteter til vores datter på 2,5 år, fordi at jeg som så mange andre ikke troede på at jeg selv eller for den sags skyld min mand kunne stimulere hende tilstrækkeligt. Selvom vores læge havde forsikret mig om at børn i den alder har brug for nogen at parallel lege med, men at de ikke rigtig begynder at lege sammen før 5-6 års alderen. Det råd er jeg så glad for idag, det har jeg godt nok sagt højt for mig selv mange gange, som en reminder om at det hele nok skulle gå og at vi som forældre ved bedst.

En i øvrigt dejlig frisk almen praktiserende læge som, da jeg ventede mig med datteren spurgte “du har ikke læst bøger om opdragelse og den slags?” mit svar var “nej ikke endnu” , responsen var kort og præcis “fortsæt du bare med det, så skal det nok gå fint”. det tog jeg til efterretning.

Alligevel tog jeg alles bekymring omkring socialisering på mig, og det var også godt. Jeg kan ærligt sige at vi idag har 2 børn som står uden for institutionsliv og stadig har legekammerater, bedste venner og kan indgå socialt på lige fod med “almindelige” jævnaldrende.

Da vi flyttede til Lolland, havde jeg allerede meldt vores datter Elisabeth, til dans, gymnastik og svømning, så hun mødte andre jævnaldrende børn. De 3 aktiviteter foregik i 3 forskellige byer, gymnastikken i lokalforeningen, svømning i Maribo og dans i Nakskov.

Da havde ingen af os forældre kørekort og derfor heller ikke bil. Så hver onsdag tog det os 5 timer tur/retur for at sende Elisabeth 3 kvarter til dans og jeg husker tydeligt at gå med 2 børn i klapvogn i 5 km i 20 cm sne, hver vej. I dag bruger vi stadig meget energi på hvilke fritidsaktiviteter vores børn går til, da vi er begyndt at skifte lidt ud. Reglen er at, når man starter på en sæson, så gør man den også færdig. Nu er vinter sæsonen lige sluttet, hvor Elisabeth gik til dans, gymnastik og hip-hop/disco/show-gymnastik og Regnar til gymnastik og musik/bevægelse. Nu er det sommer sæson og de går faktisk begge til fodbold og dans, Regner er kun lige blevet 3 år, så det er ikke altid han har lyst, nogle gange er han for træt og så kigger han bare på.

Vi bruger fritidsaktiviteterne i et samspil med alt det andet vi gør, for at hjælpe vores børn ud over rampen og møde andre og danne fællesskaber. Vi holder jo ikke børnene hjemme fordi vi ikke ønsker at de skal have fællesskaber. Vi ønsker blot at disse fællesskaber er frivillige. Med frivillige fællesskaber, mener jeg de som bliver skabt af fælles interesser, fællesskaber som opstår fordi at man har meget tilfælles.

Jeg tror ikke på at man bliver bedste venner blot fordi at man tilbringer x antal timer i sammen lokale mandag til fredag. De barndomsvenner man tager med op i voksenlivet er jo bygget på mere og noget andet man har til fælles.

Så møder børnene jo aldrig modstand.

Nej det er sandt, hvis tilfældet var at vi aldrig siger nej til dem, men det gør vi, nogle dage i 3 cifret antal. De møder også børn som ikke vil lege med dem, som synes at de er dumme eller hvad børn nu ellers finder på at sige til hinanden, ligesom alle andre “almindelige” børn.                                                                                                           Den store forskel er jo nok at vores børn ikke møder den modstand i 6-10 timer dagligt mandag til fredag. De vil ikke være tvunget til at inviterer børn, de ikke ønsker at lege med, hjem til fødselsdage og legeaftaler.

I del II beskriver jeg hvad vi derudover gør for at møde nye venner, opbygge venskaber og ikke mindst fastholde dem.