Når lokummet vælter…. Så rejser man det op igen!

Jeg har skrevet lidt om det på min instagram profil, nu får I så den fulde version. 

I Januar måned havde Vestas i Nakskov hvor min mand arbejdede, en fyringsrunde og han blev fyret. 

Min mand som er den ene forsørger af vores familie, mistede sit job. 

Det er jo ikke lige det fedeste, vi er selvfølgelig beskyttet via a-kasse, men det er ikke nok til at brødføde familie på 4.

 

Hvad gør man så?

 

Jamen man tager sine “stor-pige bukser” på og så gør man, det som man er nødt til. Det her er vores drøm, så kan det være at vi for en stund er nødt til at gå på kompromis, hvor det ikke har været nødvendigt før, men at give op har aldrig været på tale. 

I vores tilfælde betyder det at Carsten takker ja til de job som kommer og jeg supplerer ved at blive vikar som Sosu-hjælper. 

Lige nu har Carsten fået tilbudt en deltids stilling, men som først starter senere på måneden, med mindre at han er kaldt til samtale eller lignende, så kører jeg alt det vikar jeg orker. 

I modsætning til de flestes overbevisning, så tjener man faktisk ret fornuftigt som Sosu-hjælper vikar. 

Lønnen havde været en anden hvis jeg var fast afløser eller fastansat, som vikar er det faktisk en ret god løn. 

 

Så fremadrettet kommer Carsten og jeg til begge at arbejde, for at maksimere vores økonomiske udbytte. 

Derudover har jeg nogle forskellige projekter som jeg samtidig også forsøger at forme og søsætte heriblandt foredrag. 

Jeg oplever ikke dette som et nederlag, til at starte med var jeg vildt bekymret. 

Carsten mindede mig om at dette blot bliver startskuddet for en ny tid for os, børnene er større og vi har også udviklet os. 

 

Hvad så med børnene? 

 

Situationen for børnene forbliver uændret, vores børn skal hverken i daginstitution eller skole. Vi fortsætter med de faste og spontane legeaftaler, møder med hjemmeundervisnings gruppen, fritids aktiviteter, ture til museer og alt det andet vi har gjort indtil nu. 

Vi voksne bliver dog nødt til at være mere opmærksomme på vores tid og hvad vi bruger den på. 

Det er slet tænkt ind som en mulig løsning at børnene skal benytte et pasningstilbud, det kan dog være at vores søde barnepige kommer mere i spil, hvis Carsten og og mit arbejde indimellem kommer til at overlappe. 

Vi finder en løsning. 

 

Hvordan er det så at komme ud og arbejde? 

 

Helt ærligt så græd jeg faktisk inden min første vagt, jeg var så nervøs og frygtede at jeg ikke længere var dygtig nok, at jeg havde mistet grebet. Så var der frygten for adskillelsen, hvad nu hvis jeg ville kunne lide det og mine prioritering skred. 

Jeg kørte vikar på fuld tid før jeg fik Elisabeth, jeg stoppede udelukkende for at sikre min dagpengeret, da jeg blev gravid. 

Jeg elskede at køre vikar og jeg rigtig god til det. 

Jeg kan efter 3 vagter konstatere at jeg stadig elsker at køre vikar, jeg er rusten, men stadig dygtig og jeg er sikker på at dette bliver et godt fit. 

Og jeg kan også berette at mine evner ikke er blevet svækkede af at gå hjemme, tværtimod er mine kompetencer til at se et andet menneskes behov blevet skærpet. 

Og det glæder jeg mig til at tage videre i brug fremadrettet. 

 

Tak fordi at du læser med, har du nogen spørgsmål er du velkommen til at skrive til mig her, instagram, Facebook eller mail 🌱❤️