Har vi reelt set det sidste ord, når det kommer til vores børn?   Jeg gør mig mange tanker omkring hvad der sker i vores samfund for tiden. For et år siden skrev jeg mit første “rigtige” debatindlæg som afstedkom af et blogindlæg, det blev bragt i Berlingske og som gav mig en runde i DR2 debatten. https://www.berlingske.dk/opinion/mie-flyttede-til-lolland-for-at-passe-sine-boern-hjemme-kun-mor-og-far-har Sammeklip fra min deltagelse i debatten. https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=2929674233740182&id=143859902321643 Jeg er ikke bange for meget, men hånden på hjertet, så er jeg reelt bange for den kurs som bliver sat på børneområdet siden Socialdemokratiet overtog regeringsmagten og vi fik børnenes statsminister.   Jeg gøs allerede inden, da ghettopakken blev indført, af tidligere regering, med stemmer fra Socialdemokratiet.  Den del af ghettopakken som optager mig...

Vi lever nu i en undtagelsestilstand, men måske er det ikke kun en dårlig ting. Nu har de danske børn været sendt hjem fra institutioner og skoler landet over, i cirka tre uger. De sociale medier flyder over med frustrerede forældre som nu skal bruge al deres tid med deres egne børn. Nogen panikker over at denne periode muligvis bliver forlænget.  Tænk sig at man simpelthen skal hellige sig opgaven som forældre i ordets fulde betydning. At man skal varetage alle omsorgs- og dannelsesopgaverne for sit eget afkom.  Der sker noget magisk i disse dage; vi lærer vores børn at kende. For øget samvær har det med at smadre overbevisninger og fordomme.  Vi har med et par generationer udliciteret stort...