Hun er da klar!

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om dengang jeg skulle ud og vælge institution til vores datter.

Hvorfor valgte jeg egentlig vuggestue og ikke dagpleje?

Jeg havde ærlig talt et andet børnesyn på daværende tidspunkt og derudover var jeg alene med Elisabeth  og var sosu-hjælper så derfor spillede også åbningstider en vigtigt rolle.

Hele problematikken omkring kommunalt bestemte åbningstider for dagplejemødre, kan jeg skælde ud over i et andet indlæg. 

Jeg startede med, at kigge rundt på institutionernes hjemmesider og alle, som blot havde standard tekst gad jeg ikke engang besøge.

Jeg tænkte, at hvis man i daginstitutionens ledelse ikke kunne finde en time til, på institutionens hjemmeside at beskrive for mig som kommende kunde, hvorfor jeg skulle vælge dem og ikke andre, ja så så jeg det (måske fejlagtigt) som et tegn på at man nærmest enten lå vandret i luften af arbejdsopgaver eller at man simpelthen ikke mente, at det var relevant at gøre sig interessant, da de alligevel via pladsanvisningen nok skulle få de børn som der var plads til.

Jeg besøgte en nybygget institution med udvidede åbningstider, inkl weekendåbent. Det var attraktivt for mig med henblik på, at jeg muligvis skulle vende tilbage som SOSU-hjælper.

Jeg havde Elisabeth på 7 måneder med.

Det var en moderne institution, alt var nyt og lyst og lækkert.Jeg blev mødt af en meget professionel leder, en leder som havde brug for at udtrykke sin professionalisme.

I ved den type kvinde, som man ofte møder i borgernære stillinger i det offentlige, som kan få én til at føle sig som en 6 årig fanget i køkkenet med mel overalt, fordi at man i virkeligheden bare gerne ville gøre mor og far glade og bage en kage til dem. Forlegen.  

Typen, der med sine anekdoter om erfaringer og med professionel distance, får én til at tvivle på sine instinkter som forældre.

Vi sad kort på hendes kontor, som var dekoreret med vildt mange diplomer og bøger om børnepsykologi.

Hun var meget venlig, men også meget ivrig for at fortælle mig 

“Hun er da så klar nu til at starte i vuggestue”.

De første par gange hun sagde det på vores timelange besøg, forsøgte jeg venligt med fraser som:”ja hun er meget udadvendt” og “ja, hun er nysgerrig, men hun er kun 7 mdr”.

Tredje gang hun begyndte, havde jeg fået nok og afbrød hende spidst: “Hun er 7 måneder, hun skal ikke være andre steder end hos mig før jeg siger at hun er klar”.

Så stoppede det. Derudover var lederen meget stolt af institutionens titel som idrætsinstitution. Men hun kunne ikke fortælle mig hvordan den skilte sig ud fra alle andre institutioner. Hun kunne ikke komme med et eneste eksempel på, hvad der gjorde denne institution unik.

Ikke at den behøvede at være det.

Min oplevelse var, at det var en leder som gerne ville få mig til at føle mig velkommen og sende et signal om, at der var styr på alt. Men der var mange basale ting som hun slet kunne svare på og hendes omgang med mig og min datter, fortalte mig egentlig, at hun ikke deltog meget i den daglige gang. Jeg overvejede aldrig den institution igen.

Hvorfor fortæller jeg denne beretning?

Det gør jeg fordi, at jeg ved, at mange er kommet i tvivl om hvorvidt “de professionelle” altid har ret.

Bevares, “de professionelle” har erfaring og faglig viden, og den er god og trække på.

Men igen vil jeg bare gerne minde alle forældre om, at pædagogerne er der, fordi børnene har brug for voksne i stedet for mor og far.

Det er altså forældrene, som langt hen af vejen har den nødvendige viden til at vælge rigtigt for børnene.

Vi skal ikke nødvendigvis være kritiske, men vi skal være vågne i timen og gerne spørge ind, især når vi møder fraser som “det har vi altid gjort”.

Det er fint, at tage imod kyndige råd, men tag imod dem med din mavefornemmelse.

Der ses stadig massevis af dagplejere og andre pædagogiske medarbejdere,  som synes det er helt fjong, at lade børnene skrige sig i søvn. Som stadig taler meget hårdt til børn, isolerer dem som straf og manipulerer med hån og latterliggørelse af barnets følelser.

Heldigvis er der også en stor gruppe anerkendende og professionelle pædagogiske omsorgsarbejdere, som ville gøre et fantastisk stykke arbejde, hvis de ikke konstant skulle rende rundt med en brandslukker i hånden.

Jeg ville dog ønske, at forældre havde et rum, hvor de godt måtte kritisere pædagogisk arbejde uden at skulle føle skyld. Uden at skulle få skudt i skoene, at de ikke støtter pædagogerne.

Det rum forsøger jeg at skabe sammen med en lille gruppe andre forældre.

Hvis du er forældre og har brug for at dele dine frustrationer, bekymringer eller dine fede oplevelser som forældre, både inde og ude af institutionerne. 

Så kom til Parents Corner allerede nu på søndag i København. 

http://https://facebook.com/events/557627074823340/?ti=as

Eller tjek gruppen ud, hvor vi høj grad inviterer til deling og erfarings udveksling,fri for efterfølgende beskydninger.

Jeg  tror vi har fat i noget meget vigtigt.

http://https://www.facebook.com/groups/668605750234024/