Curling mor eller hjertestarter

Jeg er en af de mennesker som har grint og gjort grin med Curlingforældre.

Jeg forstod ikke nærheden og den respekt for barnets ønsker, som jeg gør i dag, hvor jeg har tilbragt snart 4 år hjemme med vores 2 børn. 

Jeg kunne ikke se formålet med at man skulle gøre så meget for sine børn så meget magt. 

Jeg er blevet klogere. 

Jeg gør meget for mine børn, på en måde kan man vel sige at de er blevet mit omdrejningspunkt. 

Mange vil sikkert udefra se på det jeg gør og sige at jeg kører sådan et Curling 2,0 projekt, hvor jeg har gjort det at være forældre til en slags ekstrem sport. 

Jeg lægger mig i selen for give mine børn et stærkt fundament. 

Jeg oplever den dér hårde holdning om at børn også skal stå på egne ben og at man bliver klog af smerte, er efter levn fra kæft, trit og retning generationen.

Ja de skal stå på egne ben en dag, men falder de, så vil jeg gerne hjælpe dem op igen, ligesom jeg ville med enhver anden. 

Det ændrer sig ikke fordi det er mine børn. 

Og ja smerte er rigtig godt til at lagre erfaringer, men lagres positive oplevelser af kærlighed og fællesskab ikke i ligeså stor grad? 

Vi skal give plads til sorg og så selvom at det er sårbart og indimellem kan virke fjollet, på den måde lærer vi børnene at alle følelser er rigtige. 

Det er okay at de bliver kede af, at de ikke må komme med til festen på fredag. 

Det kender jeg også voksne som bliver. 

Den voksne kan dog sætte et andet perspektiv på, men dit barns hjerne ikke har de samme værktøjer.

For i det øjeblik festen barnets livsprojekt, sådan føles det for barnet. 

Ligesom det kan føles for os voksne. 

Men nogen gange kan vi ikke sige ja til den fest, oftest fordi vi skal noget mere kedeligt dagen derpå.

Vi skal respektere de følelser som kommer til udtryk når vi siger nej, både i børnene og i os selv. 

Mange af os som er forældre i dag er vokset op med et blanding af kæft, trit og retning og frihed under ansvar. 

Og  er så mange af os har været den første store generation i institutionerne og dermed ikke oplevet så nærværende voksne, at der opstår det som bliver kaldt curlingforældre.

Man forsøger at give sine børn den nærhed og tryghed som man ikke selv har følt, eller man vælger at forstærke de ting, som man selv var glad for i sin opvækst. 

Jeg synes at smerte kan være værdifuldt. Det er en kombination af lykke og smerte som gør livet meningsfuldt.

Og jeg ønsker for alt i verden, først og fremmest at vores børn lærer, at skabe et meningsfuldt liv for dem selv. 

Vi skal lede og guide vores børn, så de bliver omsorgs og indsigtsfulde mennesker, sådan at de gamle lænker sprænges, generation til generation, således at der til sidst kun eksisterer historier om, hvordan vi behandlede børn førhen. 

Forældre er jo i ordets mest bogstaveligste forstand hjertestartere, uanset vores forskellige opdragelsesstile. 

Men vi lever i et samfund hvor præstationer vejer mere end nærhed og nærvær. 

Så for mig giver det mening at man som forældre yder noget emotionel førstehjælp, når livet bliver svært for vores børn små som store. 

Er det så mærkeligt at forældrene, som måske endda kan mærke på sig selv hvornår presset bliver for hårdt, springer ind foran toget for at redde sit afkom.

Det synes jeg ikke. De forældre bør ikke udsættes for hån og spot, men derimod hyldes for deres heltemod. 

Der er ingen skam i at starte sine børns hjerter mere end én gang.