Lær dit barn at reflektere

Og hvad skal vi så bruge det til og hvad kan man forvente af børn?

Jeg tror rigtig mange af os kan genkende “remsen”, fra vores egen barndom og pludselig står vores forældre inde i munden på os og siger til vores egne børn “Har du haft den god dag?” Og så svarer barnet som regel ja fordi de ved at det er den gyldne billet til Ipad eller tv.

Vi begyndte at lære E (som er 4 år nu) om at reflektere omkring 2,5-3 års alderen. Det betyder ikke at vi nødvendigvis har lange dybe samtaler med en “todler”. Vi indførte at vi, som regel, ved aftensmaden spørger hende og hinanden tre spørgsmål om hvordan dagen har været.

Vi gjorde det for at forebygge at man går i seng med en “dårlig dag” i hukommelsen uden at have delt det med nogen, at få vendt dagens begivenheder og lære at tale om både de positive og negative oplevelser. Med fokus på de positive. Det kan i øvrigt også godt betale sig at gøre med sig selv eller en partner/veninde, da fokusset på det positive er en øvelse i at være taknemmelig, forskning viser nemlig at hvis du er taknemmelig, kan du ikke samtidig være vred, ked af det eller skuffet…. men blot taknemmelig.

Det er vigtigt at det er noget som du/I giver jer tid til og ikke skynder igennem, for skynder du dig igennem, kommer du aldrig videre en første spadestik. Og det er ikke fordi at aftensmaden skal være en terapisession og alligevel vil du/I indimellem finde at der brug for at spørge lidt mere ind til de svar som kommer.

Det er mindst ligeså vigtigt at man vægter stemningen, hvis barnet er overtræt, overstimuleret og/eller sulten, er det måske bedre at vente til sengetid eller måske passer det bedst hos jer på helt 3. tidspunkt. Det skal bare være inden barnet falder i søvn. Og glemmer man det engang imellem er det også helt fint, det er en øvelse i (for de helt små) at kunne genfortælle hvad de oplever, det er en øvelse i give udtryk for sine følelser og mærke efter. Det er en øvelse i at være taknemmelig og i at få talt om de ting som ikke er så fede.

Og for de voksne har det også nogle goder, du/I lærer nemlig også at være taknemmelige og på den lange bane begynder man så småt at åbne mere og mere op. Det er I skaber en grobund, hvor det er helt almindeligt at dele sin dag og sine følelser og I vil med tiden blive mere og mere trygge ved det. Tro mig det er sådan et godt værktøj, som er nemt at applikere i hverdagen og det gør så meget godt, for alle.

Inden vi når til de 3 spørgsmål, har vi herhjemme gjort os nogle tanker som jeg synes er vigtigt at have i baghovedet. Det er ikke en afhøring og hvis dit barn virkelig ikke har lyst, så lad være med at presse på, så start med mor og far og så vil ungerne som regel også gerne dele, men vil de ikke, så gør det i morgen. Hvis I har kæledyr, kan man også for sjov spørge dem (hvor en forældre i sjov stemme svarer). Hvis mor og far er “midt” i et skænderi, er det okay, ikke at være sådan brutalt ærlige ved aftensmaden foran børnene (så finder I på ting, fra dagen som ikke skærer så dybt), men det er fint nok at sige feks “at du snerrede af mig i morges, gjorde mig lidt ked af det”. Grunden til at jeg synes at det er okay, er fordi at du lærer dig selv, din partner og børn at her kan vi trygt sige til hinanden, hvis vi bliver kede af noget en i familien gør. I er jo et hold som skal spille sammen mange år endnu og når man ikke går og samler frustrationer sammen, forhindrer vi de store eksplosioner, men den tager vi en anden dag. Derudover så forsøg på bedst mulig vis at acceptere børnenes svar også selvom du måske godt ved at det ikke lige er hele sandheden som kommer frem, feks “Luna synes jeg er dum” I stedet for at prøve at overbevise barnet om at det ikke er sandt (da de måske leger hverdag i institution), så anerkend og accepter at det er sådan at dit barn har oplevet dagen, det er deres virkelighed og det er okay. Nogen gange vil de gerne tale mere om det og andre gange er det fint bare at sige det højt og intet andet. Er det noget som gentager sig igen og igen, skal du som forældre naturligvis reagerer og finde ud af hvorfor dit barn føler, at et andet barn synes han/hun er dum. Måske vil du endda opleve at barnet synes at du har været streng eller dum, kunsten er her ikke at gå i forsvar, men accepter (igen det er deres virkelighed) og sig undskyld, ikke nødvendigvis fordi du tog fejl, men fordi at de blev kede af det og det er det du siger undskyld for.

De tre spørgsmål i denne rækkefølge er det vi bruger.

1. Hvad har været godt  i dag?
2. Hvad har ikke været så godt i dag?
3. Hvad har været det bedste i dag?

 

I næste blog vil jeg skrive om hvordan jeg kan se at det har virket på vores datter på 4 år og kommenter endelig, hvis du har spørgsmål eller bare gerne vil dele din mening. Tak fordi du læste med <3