Fri mig fra ligestillingens kors

I fredags bragte Jane Sandberg en bekymring om ligestilling frem i Berlingske tidende. Hun udtrykte bekymring om at hele 6 kvinder i hendes netværk overvejer at skifte livsstil og bruge mere tid med familien. For det lyder jo godt alt sammen, men skader dette ikke ligestillingen? 

 

Min umiddelbare tanke er, sikke noget vås. 

Jeg ved dog at der er flere som bekymrer sig om det, gør det af et godt hjerte og jeg vil som hjemmegående husmoder gennem 4 år, rigtig gerne komme med et uddybet svar.

 

Jeg oplever det ofte ved sociale arrangementer, for det vigtigste spørgsmål ved denne slags er jo “hvad laver du så?” og disse velmenende kvinder, for det er kvinder, som bliver helt perplekse når jeg fortæller at jeg går hjemme med mine unger. Jeg jo nærmest en husslave og sparket 100 år tilbage, ligestillingsmæssigt.

Jeg kunne ligeså godt have sagt at jeg var prostitueret. 

 

Det interessante er, at det oftest er kvinder som undres, ja nogle bliver nærmest vrede over at jeg tillader mig, for egen regning at indrette mit liv efter hvad jeg finder bedst for mig og min familie. 

 

Som om at jeg tager noget fra dem, ved ikke at sælge min dyrebare tid til en arbejdsgiver, for det er jo det vi gør. 

 

Havde jeg været mand var jeg blevet hyldet, som foregangsmand og ligestillingens mester. 

Som kvinde er jeg en taber, når jeg vælger nærhed med mine børn, frem for en karriere. 

 

Som kvinde kan jeg kun blive hyldet ved at indtage en chefstilling helst inden for brancher med mange mænd, for så har jeg vist mit værd. 

 

Jeg forstår ikke behovet for at nedgøre en livsstil og slet ikke med søstersolidaritet som skjold. 

Hvorfor ikke glædes over at nogen har mærket efter og fundet ud af at de måske, måske ikke, ønsker at gå en anden vej end først planlagt. 

Uden at hun skal bære ligestillingens kors på hendes skuldre. 

Hvis man vil gøre noget godt for kvinders ligeværd, kunne vi jo starte med at lade hver kvinde være sin egen og frit vælge hvad hun ønsker. Uden at hun skal give aflad til andre kvinder for sine valg, om hun ønsker at sætte sig bag en ladcykel eller et bestyrelsesbord. 

 

Moderne hjemmegående husmødre er ikke de udtrykte, nedslidte nervevrag som historien fortæller om. Hver dag møder jeg stolte kvinder som godt ved at de ikke er mindre værd, fordi de for en periode vælger at prioritere et familieliv bygget på deres idealer, frem for et arbejdsliv uden for hjemmet som mere er bygget på samfundets normer.

Valget om at være mere hjemme, ikke et soloprojekt, men en familiekonstellation som har dybe rødder i fælles værdier. 

 

Jeg er muligvis ikke ligestillet i samfundets øjne, men jeg er på alle måder ligeværdig og det er mere værd for mig.